mandag

Over begynderstadiet for nodespilleren

Jeg har tidligere lavet indlægget Hvordan komme over begynderstadiet, her nævnte jeg de to måder at starte på, at lære akkorder til sangledsagelse eller små enkle melodier efter noder. Der er dem, der lærer de to ting sideløbende. For at indlægget ikke skulle blive for langt, endte jeg med at henvende mig til akkordspilleren, mens jeg med dette indlæg vil tilgodese nodespilleren.
Som i det forrige indlæg må jeg sige, at meget afhænger af, hvad du vil dyrke på guitaren.

Videre med nodespil.

Gå endelig videre med melodispil, hvis du vil det. Efter de første små melodier på de første fire bånd er der to udfordringer at tage op, hvis du ikke allerede er begyndt at snuse til dem:
  1. Det flerstemmige spil, hvor melodien spilles på de tre tynde strenge med en bas på de tykke.
  2. At komme op ad halsen, ud over de første fire bånd.
De fleste vil nok - fuldstændig korrekt - tænke på klassisk guitar, men det gælder også ragtime guitar, den akustiske blues, moderne folk guitar, brasiliansk guitar, flamenco og fingerstyle jazz. Vil du dyrke nogen af disse genrer, så tag handsken op.

Jeg vil så gerne spille...

Visse genrer vil kræve, at du lærer at spille melodier med plekter. Måske har du allerede lært det? I hvert fald: visse genrer kræver det.
Som jeg skrev til akkordspilleren i ovennævnte indlæg, hvis du vil spille en bestemt genre, så opbyg et repertoire af melodier fra denne genre. Det gælder også for nodespilleren: vil du spille jazz, så lær nogle standard jazznumre efter noder, vil du spille bluegrass, så lær nogle bluegrass-sange - og så fremdeles. I mange genrer skal man til at lære at spille improviserede soloer, men at mestre melodierne er et godt fundament.
Der er også genrer, hvor guitaren er både akkord- og soloinstrument - er det en af dem, som du vil spille, så må du til at lære akkorder hvis du ikke allerede kan det. Det gælder især de rytmiske genrer som jazz og rock.

Håber at du, som er startet med melodier efter nodespil, fik nogle brugbare tips.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: