I fredags havde Cinemateket i København en aften sat i bluesmusikkens tegn. Der blev vist dokumentarfilmen You see me laughing, et citat fra en bluessang: You see me laughing to keep from crying. Filmen, der er fra 2005, viste en tur til Mississippi og ifølge præsentationen var det ikke helt delta blues som der stod i programmet, men mere blues fra det omliggende område, hvor der er mere bakket, det kaldes derfor Hill Country Blues.
Mange af de medvirkende musikere havde nået en vis alder, men det var interessant at se, hvordan det havde udviklet sig siden legendariske Robert Johnsons dage. Nu var el-guitar blevet almindelig og den karakteristiske lyd var dannet af to sådanne og en trommeslager, men uden bas. Mange af skæbnerne var også tragiske, men havde formået at klare sig. En polioramt guitarist klarede at spille slide med en smørkniv på en omvendt guitar, andre levede i fattigdom og spillestedet Juke Joint var siden filmens optagelse brændt ned.
Der blev i det hele taget rørt ved mange ting i bluesmusikken: tradition contra fornyelse, de unge hvides begejstring for de gamle sorte mænds musik. Flere rockkendisser som Iggy Pop og Bono fra U2 dukkede også op og fortalte om deres forhold til musikken.
Efter filmen var der levende musik med et dansk band Fried Okra Band, der spiller i denne tradition, og de gjorde overbevisende indtryk. Deres spil var yderst afvekslende og de stod med begge ben i traditionen uden at blive museumsband.
Dejlig og lærerig aften for en blueselsker.
Mange af de medvirkende musikere havde nået en vis alder, men det var interessant at se, hvordan det havde udviklet sig siden legendariske Robert Johnsons dage. Nu var el-guitar blevet almindelig og den karakteristiske lyd var dannet af to sådanne og en trommeslager, men uden bas. Mange af skæbnerne var også tragiske, men havde formået at klare sig. En polioramt guitarist klarede at spille slide med en smørkniv på en omvendt guitar, andre levede i fattigdom og spillestedet Juke Joint var siden filmens optagelse brændt ned.
Der blev i det hele taget rørt ved mange ting i bluesmusikken: tradition contra fornyelse, de unge hvides begejstring for de gamle sorte mænds musik. Flere rockkendisser som Iggy Pop og Bono fra U2 dukkede også op og fortalte om deres forhold til musikken.
Efter filmen var der levende musik med et dansk band Fried Okra Band, der spiller i denne tradition, og de gjorde overbevisende indtryk. Deres spil var yderst afvekslende og de stod med begge ben i traditionen uden at blive museumsband.
Dejlig og lærerig aften for en blueselsker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Velkommen til at give en kommentar: