Gademusikere

Det er blevet legalt at spille på visse gader i København og andre byer inden for en vis tidsramme - ikke som i tresserne, hvor folkesangeren Cæsar havde et polititilhold for at spille på Strøget i København. Derfor er gademusikere også en stor del af gadebilledet, og fordi der er mange skal de ikke vente den store indtægt fra dem, der smider noget i deres kasser. Kun dem, der på en eller anden måde gør noget usædvanligt, river folk med sig, kan få folk til at smide en mønt i et glas.
Så med andre ord: de guitarister, der spiller udgave nummer jeg ved ikke hvad af Blowin' in the Wind eller Me and Bobby McGee trækker ikke gavmilde mennesker til sig. En stor del af gademusikerne er også slet og ret tiggere med et musikinstrument. De kunne lige så godt sidde med en fremstrakt arm som andre tiggere.
Men det hænder dog, at en gademusiker hæver sig. I København har vi i flere år haft Yul Anderson, der gør noget så usædvanligt som at få et helt opretstående klaver ud på gaden og så sidde og spille sin improviserede solo-jazz.
Det hænder også, at der er guitarister, der laver noget lidt usædvanligt - som at spille klassisk guitar midt på gaden eller dem, der kan lave nogle solostykker eller få folk til at synge med. De kan trække folk til.
Men er du en af dem, der vil prøve at spille på gaden, så gør det ikke for at skaffe en ekstra indtægt. Det sker ikke mere, kun hvis du skiller dig ud fra mængden. Gør det for at prøve at spille for et publikum, hvis du ikke har gjort det før, eller for at gøre reklame for din musik. Til de formål er det godt nok.
Gå så lige en tur i din by og prøv at lægge mærke til nogen gademusikere.