torsdag

Doc Watson er død, 89 år

Doc Watson på hans ældre dage, der spiller guitar
Folklegende Doc Watson
Så er en af de store folk-legender afgået ved døden d. 29. maj, Doc Watson, udøver af både akustisk guitar, banjo og andre instrumenter og udstyret med en varm, mørk sangstemme. Han døde i forbindelse med en maveoperation.

Hans opvækst og liv

Han blev født og voksede op i North Carolina, navngivet Arthel Watson. Her voksede han op med hilbilliernes folkemusik, old time og bluegrass, og gospel ved søndagens gudstjeneste. Han begyndte allerede at spille i en tidlig alder, da han var ud af en musikalsk familie. Synet mistede han i sine tidlige barneår, men i lighed med andre blinde musikere udviklede han en utrolig fornemmelse for at føle sig frem på instrumentet.
Fra radioen sugede han også til sig af populærmusik og han startede sin musikalske karriere i et rockabilly band på elektrisk guitar. Det blev bare som den store fornyer af den akustiske guitar han blev en legende. Han fik sit gennembrud via folk revivalet i starten af tresserne, hvor han først medvirkede på en plade med den allerede på det tidspunkt aldersstegne Clarence Ashley og en med sin egen familie, Watson Family. Da han vakte begejstring ved sine solooptrædener ved folk-festivalerne var vejen banet for, at han kunne indspille plader i eget navn.

Hans produktion af musik

Det er så blevet til snesevis af albums lige siden, hvad der må siges at være imponerende i kraft af de meget få fusere, der er i den store produktion. Den er som et katalog over hele den amerikanske folklore, lige fra ballader, bluegrass, blues, gospel, cowboyviser, og hvad man ellers forbinder med almuen i det store land. Han er endda en af dem, der af og til har indspillet sange af på det tidspunkt unge sangskrivere som Tom Paxton og Gordon Lightfoot, hvad mange af hans jævnaldrende nok ellers rynkede lidt på næsen af som "nymodens" sange. Han har i det hele taget vist sig som typen, der ikke var lukket og gerne sugede nye indtryk til sig.

Watson som guitarist

Han blev så  en fornyer på guitaren, da han var den første der spillede fiddle tunes, hilbillymusikkens dansemelodier til violin, på akustisk guitar med plekter. Det tog bluegrass-guitaristerne sig straks til sig, og det instrument, der i den genre indtil da mest havde slået akkorderne til sange eller de andres spil, kunne pludselig spille violinnumrene og lave improviserede soloer. Det er så i dag almindeligt i bluegrassen, men dengang var det nyt.
I det hele taget var Watson en guitarist af de sjældne, der kunne forene virtuoseri med varme og udtryk i spillet. Han mestrede både at bruge plektret og fingrene. Hans søn Merle, som han opkaldte efter sit store guitarforbillede Merle Travis, dyrkede så mest fingerspillet.
Her hører vi far og søn spille et nummer sammen.

Doc holdt sig godt, da han trådte ind blandt de ældres rækker, men da Merle kom af dage ved en tragisk lastbilulykke skred aldringen hurtigt frem, og han holdt op med at turnere og gav kun koncerter i sit nærområde.
Nu har han sluttet sig til sin søn og ingen tvivl, det er en af de store, der nu har forladt os og har efterladt os en enorm produktion af god musik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: